Jeg er grundlæggende nysgerrig på nye veje og har derfor kontinuerligt søgt nye uddannelser, hvor især sanseintegrationsvanskeligheder introducerede mig for hjernens og nervesystemets betydning for at kunne være i trivsel, det medførte igen uddannelser i bl.a. neuroaffektiv terapi og fulgt kurser af Bruce Perry i hjernens bevægelser. Samtidig har jeg været optaget af kreative måder at lave kontakt og har derfor både taget kurser af psykiaterne Eia Asen og Søren Hertz, der udvikler på nye måder at arbejde med diagnoser på.

For 10 år siden, i sammenhæng med jeg selv fik en stresssygemelding, indså jeg på egen krop, at samtaleterapi ikke hjalp mig med at håndtere mine kropslige symptomer på stress. Derfra startede en ny rejse ind i en forståelse af kroppens indvirkning på vores mønstre og muligheder i livet. Jeg startede med yin yoga, som understøttede en forståelse af, at kroppens bindevæv har en tydelig sammenhæng med traumer, stress, angst oa. Jeg blev optaget af legen i Theraplay som en større visuel oplevelse af, hvad kroppen gør i kontakten eller i den manglende kontakt. For 6 år siden startede jeg på Skolen for Psykosomatik, som er blevet afgørende i min praksis i dag, hvor det blev tydeligt for mig, at kroppen har den største betydning for vores regulering af vores nervesystem. Det er gennem den uddannelse blevet tydeligt for mig, at vi ikke kan tale os til regulering, men må igennem kropskontakt og bevægelser.

På den måde har min praksis forandret sig de seneste år henimod øvelser kombineret med samtale, hvor det især er blevet tydeligt,hvordan skam gemmer sig og tricker vores overlevelsesmekanismer og skaber adfærdsmønstre helt uden om vores bevidsthed og derfor fratager os muligheden for selv at få friheden til at vælge vores adfærd.

I dag har jeg selv fået en meget større indsigt i mine egne måder at håndtere stress, angst og traumer på. Jeg oplever, at jeg bedre kan regulere mine adfærdsmønstre, så jeg både kan identificere mine mønstre og ændre dem, så jeg ikke ødelægger min krop og samtidig formår at være i reguleret kontakt med mig selv og andre, når noget bliver sårbart, svært eller hårdt.